Glimt fra årets første onsdagsmatch (6. maj)

Sæsonens første onsdagskapsejlads fandt sted her til aften i Frederiksværk Sejlklub, og glæden var vanen tro stor blandt de fremmødte kapsejlere. Solen skinnede smukt. Himlen var blå og skyerne maleriske. Vinden var mild og ganske velegnet til sæsonens første sejlads.

Til skippermødet bød vores glade træbådssejler og kapsejladsleder Tom Fink med stort smil velkommen til alle de fremmødte.

 

Aftenens kapsejladsbanen blev præsenteret, og så blev der ellers klappet løs. Vi er nemlig en ganske anerkendende gruppe af sejlere. Vi klapper glædeligt af alle dem, der bidrager til fællesskabet. Først blev der klappet af Thomas Milan, der har lavet et fint skriv om fordelene ved at sejle kapsejlads her i klubben. Så blev der klappet af besætningen på sejlbåden LIPE for at byde ind på opgaven med at lægge startsflaget korrekt ud. Slutteligt blev der klappet af Oskar med BELATRIX, der må have sat intet mindre end klubrekord i mastepåsætning og klargøring af rig således, at han også kunne nå med ud til sæsonens første onsdagskapsejlads. Ja, her går vi nødigt glip af en god sejlads! Til orientering imponerede Oskar også senere ved “singlehand” at knokle rundt med både storsejl, fok og spiler. Spileren skulle op og ned hele tre gange på aftenens sejlads for de store både, og der var absolut enighed i klubhuset om, at det nu var meget godt gået af Oskar.

Det blev en skøn sejlads derude på banen. Humøret var højt, og det var ren balsam for sjælen at komme ud på vandet igen! Efter endt kapsejlads var der traditionen tro “smør-selv-mad” i klubhuset og en kold øl til ganen. Det var tydeligt, at gensynsglæden kapsejlerne imellem var stor. Der blev snakket på kryds og tværs, og aftenens kapsejlads blev vanen tro snakket godt igennem.

Besætningen på træfolkebåden VENUS takker hermed for en fantastisk aften! Vi ses på onsdag!

Katri Pernille Berntsen